Salmonellasaneringen er ved årsskiftet nu gået ind i fase 2, hvilket betyder at de mest smittefarlige besætninger bliver pålagt handelsrestriktioner fra august 2010.
Restriktionerne vil ramme de besætninger, hvor der er:
· Positive salmonellaprøver fra slagtedyr
· Tankmælksværdierne ligger højere end 40
· Aktiv smittespredning i besætningen. Dette er tilfældet, hvis én eller flere blodprøver fra de 10 yngste dyr over 3 måneder i besætningen, ligger over 50 ODC%, som er måleenheden.
Alle besætninger vurderes i løbet af de første måneder af 2010, og de besætninger der skal pålægges restriktioner udpeges. Restriktionerne træder i kraft i august 2010. Der er altså et lille halvt år til at få gjort noget ved salmonellaproblemerne, så er du ikke allerede i gang med en sanering, så skal du i gang nu!
Fremadrettet vil besætningerne blive vurderet hvert halve år, hvor evt. restriktioner så vil træde i kraft et halvt år efter udpegningen. Udpegningen betyder, at man pålægges offentligt tilsyn af fødevarestyrelsen.
Det offentlige tilsyn medfører:
· Dyr fra besætningen må ikke sælges til levebrug eller eksporteres
· Salg af tyrekalve er tilladt til slagtekalvebesætninger, der har givet skriftligt tilsagn om at ville modtage kalvene fra besætningen, med en kopi sendt til Dansk Kvæg.
· Besætningsejeren er forpligtet til at oplyse alle der har kontakt til besætningen om det offentlige tilsyn
Besætninger der udpeges har en mulighed for at blive frikendt, hvis blodprøver af de 1o yngste kalve over 3 måneder er under 50 ODC%, og det dermed dokumenteres, at smittespredningen er stoppet i besætningen.
Selvom det kan virke uoverskueligt, er det ikke umuligt at sanere for salmonella. Som det kan ses af grafen, er vi på landsplan allerede godt på vej, og i det sønderjyske er det gået rigtig stærk i den rigtige retning de seneste år, hvor saneringskampagnen har kørt. Er du ikke allerede i gang med en sanering i din besætning, så kontakt din konsulent eller dyrlæge, så kan de hjælpe dig i gang.
